Prisen på gas er rekordhøj. Faktisk så høj, at mange forbrugere frygter for tallene på varmeregningen i 2022. Heldigvis kommer det ikke til at have indflydelse på forbrugerne hos Hornsyld Klimavarme.
Hvorfor? Fordi vi holder prisen på varme nede ved at veksle mellem forskellige varmekilder. Vi bruger kun gas og biomasse, når det kan betale sig for dig som forbruger.
Måske har du bemærket, at vi rundt omkring i Hornsyld graver på livet løs for at kunne levere varme til de første husstande i august 2022. Varmen bliver klimavenlig, fordi vi primært kommer til at bruge overskudsvarme. Det vil sige varme, som er tilovers fra industriens produktion. Hos Hornsyld Klimavarme er vi så heldige at få stillet overskudsvarme fra Triple A og Hornsyld Købmandsgaard til rådighed. Ganske gratis. Vores ambition er, at 50 til 80 procent af den varme, vi leverer, kommer fra industriens skorstene.
Når vi primært bruger overskudsvarme, kommer de historisk høje gaspriser ikke til at ramme dig som forbruger. Sagt på en anden måde; varmeprisen hos Hornsyld Klimavarme ændrer sig ikke. Faktisk vil du opleve en halvering af den pris, du betaler for varme for nu, hvis du skifter dit gasfyr ud med klimavarme.
Men hvorfor taler medierne så om, at nogle forbrugere af fjernvarme vil opleve prisstigninger? Det skyldes, at deres varmeværk primært bruger gas og el til opvarmning. Men det gør vi ikke hos Hornsyld klimavarme. Vi betaler faktisk kun for den strøm, som er nødvendig for at lede overskudsvarmen ind i dit hjem.
Som varmefællesskab afhænger prisen for den enkelte forbruger af, hvor mange der er til at betale for omkostningerne. Jo flere forbrugere der tilmelder sig, jo billigere bliver varmen. Ganske enkelt. Allerede nu har 458 husstande i Hornsyld sagt ja til at blive konverteret til klimavarme. Det giver en tilmeldingsprocent på hele 70 procent på de veje, hvor gravearbejdet er udført eller planlagt. De husstande, der har sagt nej til at blive konverteret, har begrundet beslutningen med, at deres nuværende system ikke kan håndtere klimavarme, eller at deres gasfyr er helt nyt.
Den høje tilmeldingsprocent udtrykker et stort ønske om at skifte til netop klimavarme, og fordelene er mange. Vælger du at tilmelde dig, får du en energiform, som er et bekvemt, billigt og ikke mindst klimavenligt alternativ til olie, el og gas.
Få svar på dine spørgsmål om tilslutning.
Har du overvejet at skifte dit gamle oliefyr, gasfyr eller elradiatoren ud med klimavarme? Vi har samlet nogle af de mange fordele ved den klimavenlige energiform.