Tidsplanen holder for Hornsyld Klimavarme. På enkelte punkter er projektet tilmed lidt foran. I løbet af september i år vil de første forbrugere blive koblet på til indledende tests.
I en tid, hvor der er stor mangel på materialer og specialiseret arbejdskraft, er det nærmest et lille mirakel, der er sket i Hornsyld: Projektet med at få rullet fjernvarme ud til borgerne går helt efter planen, og i løbet af de første tre måneder af 2023 vil alle, der har meldt sig til, være koblet på.
– Vi er tæt på at følge planen til punkt og prikke. Man kan faktisk sige, at på nogle delpunkter er vi en anelse foran planlægningen. Vi har allerede etableret omkring 50 pct af rørnettet, og omkring 200 af de fremtidige fjernvarmeaftagere har fået lagt stikledninger ind, siger Stig Caspersen, adm. Direktør i & Green Project, der er rådgiver for Hornsyld Klimavarme.
I skrivende stund har mere end 500 fjernvarmeaftagere meldt sig. Det samlede potentiale er omkring 770 husstande i Hornsyld og Bråskov, så opbakningen er ganske solid her i opstartsfasen.
Hornsyld Klimavarme skal efter planen omsætte overskudsvarme fra proteinvirksomheden TripleA til forbrugerne. Med hjælp fra en varmepumpe kan fjernvarmeværket genbruge energien fra de tusinder liter damp, virksomheden hidtil har sendt ud i atmosfæren hver eneste time.
– Anlægget suppleres med en varmepumpe, som kan lave varme af luften, biobrændsel og i sidste ende gas. Gas er naturligvis kun en nødløsning, man vil gøre meget lidt brug af, siger Stig Caspersen.
Når TripleA igen kører på fuld kraft, kan de mange liter damp i timen forsyne hele fjernvarmenettet med varme – også om vinteren. Det kan lyde skrøbeligt at basere fjernvarmen på overskudsvarme fra en enkelt virksomhed, men den detalje er der også tænkt på.
– Anlægget kan både baseres på varmepumpe, biobrændsel og sidste ende gas, hvis man pludselig ikke kan få overskudsvarme fra TripleA. Det kommer næppe til at betyde så meget for prisen, for overskudsvarmen hentes også med en varmepumpe, som bruger el. Om man så skulle tvinges til at sætte den anden varmepumpe, som henter varme fra luften, på fuld kraft og supplere med biobrændsel, vil næppe få varmepriserne til at eksplodere, siger Stig Caspersen.
Han glæder sig over, at tidsplanen holder.
– Vi har lavet et setup, hvor vi er projektudviklere, og så har vi baseret arbejdet på en bred vifte af underleverandører. Dermed er vi ikke en flaskehals i projektet, hvis vi f.eks. manglede de rette smede til at svejse rørene, siger Stig Caspersen.
Han opfordrer alle, der endnu ikke har tilmeldt sig fjernvarmeprojektet, til at læse mere på hjemmesiden. Alle forbrugere, der tilslutter sig inden gravearbejdet er tilendebragt på den enkelte vej, får tilslutningen uden egenbetaling. Det nye fjernvarmeanlæg i husstanden kan enten etableres af ejeren selv eller finansieres gennem et årligt abonnement.