Nyheder
| 15. juni 2022

Fem ting du skal vide om fjernvarmen i Hornsyld lige nu

Er du en af de mange, der lige nu glæder sig til at få fjernvarmen installeret og leveret? Selvom du glæder dig, kan der også være en masse tanker og spørgsmål, som trænger sig på. Her får du et overblik over noget af det, der er relevant for dig lige nu.

1. Du skal først afmelde gas, når fjernvarmen bliver leveret

Mange er klar over, at gassen skal opsiges, når det ikke længere bliver brugt som varmekilde i boligen. Men den skal først opsiges, når der kommer en ny varmekilde ind – altså når Hornsyld Klimavarme står for opvarmningen af dit hjem. Læs mere om afmelding af gas, hos dit gasselskab og om afkobling hos Evida – læs også mere her.

2. Asfalten bliver pæn igen

Har du tænkt over, at asfalten ser mere grov ud, efter vi har gravet rør ned? Bare rolig, det er midlertidigt og skal nok blive pænt igen.

Når vi har gravet op for at lægge fjernvarmerør i jorden, lægger vi efterfølgende et groft lag asfalt, der består af grus asfalt og beton. Dette er med til at stabilisere vejen. Når det har haft mulighed for at sætte sig, skraller vi 3 cm af igen og lægger herefter den pæne asfalt på – også kaldet et slidlag. Slidlaget er det, vi normalt kender fra vejene, som også er med til at dæmpe støjen fra vejen.

En af grundene til, at vi ikke lægger det pæne asfalt med det samme, er, at vi gerne vil tage så meget som muligt på én gang, så vi ikke skal lægge asfalt af flere omgange. Så fortvivl ikke, når du kigger på den grove asfalt. Det skal nok blive godt igen.

3. Vi holder fortsat tidsplanen

På trods af stor interesse omkring fjernvarme samt stor efterspørgsel på materialer og ressourcer holder vi fortsat planen. Vi har lagt omkring 50 % af rørene ned nu.

Etape 3 ved Lindevej, Byparken og Søndergade, er stort set færdig. Derudover er vi ved at være færdige omkring Købmandsgården og Triple A. Og det næste, vi går i gang med, er Nørregade samt de tilstødende veje.

4. Bråskov er godkendt til fjernvarme

Bråskov bliver også en del af Hornsyld Klimavarme. Projektforslaget er godkendt, og tilskuddet fra Energistyrelsen er tilkendt.

Det betyder, at fjernvarmerørene ved Søndergade kommer til at fortsætte til Bråskov. Lige nu er der omkring 40 huse i Bråskov, der har tilkendegivet, at de gerne vil være en del af Hornsyld Klimavarme. Hvis man bor i Bråskov og ikke allerede har tilkendegivet, at man ønsker fjernvarme, kan man stadig nå det endnu. Det gør man på Hornsyld Klimavarmes hjemmeside.

Dem der har sagt ja til fjernvarme, vil inden sommerferien modtage yderligere information på mail.

5. Priserne stikker ikke af hos os

Det er klart, at ingen havde forventet en energikrise, som vi ser lige nu med høje gaspriser og elpriser. Men der er ikke grund til bekymring som forbruger hos Hornsyld Klimavarme. Vi kan holde prisen på varme nede, fordi vi har mulighed for at veksle mellem forskellige varmekilder. Vi bruger gas, når det kan betale sig for dig som forbruger. Ved at have mulighed for at veksle mellem forskellige varmekilder, kan du være sikker på, at prisen ikke løber løbsk.

Det skal dog siges, at prisen er steget en lille smule i forhold til det oprindelige udkast. Men gaskunder kan forvente mindst en halvering af deres varmeregning i forhold til de nuværende priser.

29/51

Ønsker du mere information, eller vil du tilslutte dig?

reCAPTCHA is required.